Morfars far

Min morfars far hed Ole Christian Jensen. Med ham er vi på det nordlige Falster – hvor han var klokker i Gyldenbjerg.

Ole Christian Jensen blev født 1860 i landbyen Ravnsø i Nørre Alslev sogn på det nordlige Falster. Forældrene var Indsidder Jens Rasmussen og hustru Margrethe Sørensdatter. Vi er i en typisk dansk landbo familie. Der var mindst 3 børn, med Ole som den yngste. Faderen dør allerede da Ole kun er 6 år.

Ole bliver konfirmeret i 1874, og på det tidspunkt er han ude at tjene, hos Gårdmand Lars Krøs i Nr. Alslev. Ved FT i 1880 er han 19 årig tjenestekarl i Nr. Alslev hos Lars Simonsen. Han har ikke været soldat – var til session som 17 årig, og blev senere vurderet egnet som M2 til landmilitsen, men han var platfodet, og fik afsked i 1891 som 31 årig. Højden blev angivet til 61½” eller 156 cm. I 1883 skifter han bopæl til Nr.Vedby sogn – nabosognet….

Ole Christian Jensen bliver gift med Bodil Johanne Jensen i 1891 i Nr. Alslev sogn. Hun boede da i Holgershåb.

Parret slår sig ned i et nyt hus, den nye klokkerbolig ved Gyldenbjerg Kirke, hvor Ole Jensen er den første klokker. De bor her resten af livet.

Ole Christian Jensen bor således hele sit liv i et meget lille geografisk område på Nordfalster. Gyldenbjerg Kirke ligger tæt ved det sted, hvor den gamle Storstrømsbro er forbundet med Falster.

De får tre børn, hvor det første dør som spæd. Alfred Johannes Jensen, født 1894 bliver skolelærer. Desuden min morfar Harald Emanuel Jensen, født 1899.

Parret har startet en Illustreret Familiebibel med familienavne og datoer noteret. Originalen er i familiens eje.

Da børnene var blevet voksne fik de desuden et plejebarn, Lilly Elvira Poulsen, født 12. december 1917 i Østofte sogn på Lolland. Forældrene var ikke gift, og rygterne vil vide, at faderen var i fængsel. Hun havde en søster, og flyttede til Vesterbro, København som voksen. Boede sammen med en mand i modstandsbevægelsen – han blev skudt under krigen ! Hun holdt kontakten med stedbror Harald – kom og lånte penge af og til.

Ole Christian Jensen var klokker og graver i mere end 40 år ved Gyldenbjerg kirke. Han fik 6 sølvskeer (tretårnet) ved 40 års jubilæet med inskriptionen 1890 1.11 1930. Til sidst var han meget tunghør, p.g.a. de mange år som klokker. Han kunne ifølge barnebarnet Ole Jensen ligefrem finde på at sidde inde i klokken og kime ! Han var desuden krumrygget – måske fordi han også var graver?

Sønnen Harald byggede et nyt hus til sine forældre engang i 1930’erne. Det kostede vist 6000 kr. Det må være efter hans pensionering. Christian Jensen dør 1939 på sygehuset i Nykøbing Falster, bor da i Orehoved. På gravstenen er navn opgivet til Christian Jensen.