Min mormor

Mormor : Agnes Boline Elisabeth Frederiksen

Min mormor Agnes blev født i starten af den nye århundrede, ude på landet i det sydligste Sjælland. Hendes far Anders Frederiksen var fodermester på den lokale store gård, og hans hustru Anna Magrethe f. Johansen passede børnene – Agnes var den anden i en flok på i alt 8 børn. De boede under hendes opvækst i et hus på Viemose Overdrev – et lille husmandssted ude på landet. Blev konfirmeret under 1.verdenskrig, og var vel ude at tjene nogle år. Agnes var ca. 164 cm høj, med mørkt hår og grå øjne.

Familien fra ca 1915 med Agnes som den korthårede pige bagerst til venstre

Traf sin Harald Emanuel Jensen – om end jeg ikke ved hvor og hvordan – og blev gift da Agnes lige var fyldt 19 år med det første barn godt på vej. Sønnen Aksel blev døbt i Kalvehave kirke hvor hun selv var døbt, konfirmeret og gift.

Men snart efter flyttede den lille familie til byen – mestersvenden med frue flyttede til Brønshøj ved København, hvor de boede på 4 forskellige adresser før de endelig 16 år efter faldt til ro på Hellestedvej. Agnes har fejret 20 års fødselsdag i helt nye omgivelser. Tidligt ude!

Harald og Agnes med de to ældste sønner – vel omkring 1927

Hendes storebror Edvard emigrerede til USA et par år senere, men helt så langt væk hjemmefra skulle Harald og Agnes altså ikke. Dog er de et godt eksempel på vandringen fra land til by, der foregik i den periode.

Agnes og 3

Agnes med de tre ældste børn – vel i 1928

Stille og roligt blev det til 6 børn over en 15 års periode, og Agnes må have været familiens samlende midtpunkt og sørget for husholdningen – mens Harald arbejdede som murersvend, og engang i 1930’erne nedsatte sig som murermester. Alle 6 børn fik selv børn, så Agnes har været en god rollemodel!

På Hellestedvej var det vel et traditionelt hus med køkkenhave, lidt prydhave og så videre….

HogA i 1952

Agrnes og Harald ved en familiebegivenhed i 1952

Harald byggede selv et stort hus på Aprilvej i Herlev, som de flyttede ind i, da børnene var flyttet. De havde i mange år også et sommerhus ved Store Havelse ud til Roskilde Fjord, mellem Frederikssund og Frederiksværk.  Hvornår er jeg ikke klar over, men i hvert fald i midt-60’erne.

Jeg husker min mormor som en lidt grå husmor, lidt traditionel (med lyst rugbrød og OO-toiletpapir), der skulle have sukkerfri sodavand (på grund af diabetes-2), og udtalte nogle ord pudsigt – sagde ”ju-ii-se” for juice (vi andre siger ”djuuz”)… og så sørgede hun for masser af legetøj når vi børnebørn kom på besøg.

Det havde vel et velstående hjem i 1960’erne og 70’erne, som jeg husker det. En kæmpe murermestervilla med garage nede i kælderen og ferieture til Kanarieøerne om vinteren. Flotte møbler, pudsige vækster i havestuen som de selv havde smuglet hjem fra ferierne.

Der er adskillige billeder af Agnes bl.a. et som lille pige, ca. 1908 sammen med forældre og søskende foran gården i Langebæk. Et andet er fra atalier; ca. 1915 med 4 søskende. Her er hun med kort hår og sideskilning, i en lys kjole. Desuden fra sølvbryllupet. De nåede også at holde guldbryllup hjemme på Aprilvej i 1970 med hele familien – børn og børnebørn var også med. Det blev i alt til 6 børn, 18 børnebørn, og vel ca 25 oldebørn – ikke alle født mens hun levede….

Agnes overlevede sin mand, der døde i 1980. Til sidst fik hun sat det ene ben af på grund af koldbrand, og døde snart efter, den 4. januar 1987 på plejehjemmet Egegården. Blev bisat i de ukendtes grav på Gladsaxe Kirkegård. Huset på Aprilvej blev først solgt efter hendes død.

BM / juli 2017