Min mormors far hed Anders Frederiksen. Med ham er vi på det sydligste Sjælland, ude på landet i en typisk landlig familie – som størstedelen af danskerne på dette tidspunkt.
Anders Frederiksen blev født 1871 i landsbyen Lekkende, i Øster Egesborg sogn på Sydsjælland. Hans forældre var indsidder Lars Christian Frederiksen og hustru Lisbeth Jensen, fra Lekkende. Han var den fjerde ud af en søskendeflok på 6 børn.
Om opvæksten ved jeg ikke meget. Han blev konfirmeret 1885 i samme kirke som han blev døbt i.
Anders Frederiksen har boet forskelige steder i det sydligste Sjælland, men hele livet indenfor et lille geografisk område – og ude på landet: Født i Lekkende, barndom i Tolstrup, Skovhuse 1898; så Stålvængegård, Viemoseskov og på Viemose Overdrev, Langebæk Stationsvej og endelig Nørrevænge i Langebæk.
Han var først fodermester på Stålvængegård, ejet af Godsejer Oblitz, omkring år 1900. Derefter fra 1904 til 1912 er han husmand. I 1915 bliver han benævnt parcellist (det er husejer).
Anders blev gift 1898 i Kalvehave med Anna Margrethe Johansen, der var 7 år yngre. De fik sammen ialt 8 børn , der senere er blevet til en efterslægt på mere end 100 personer.
Børnene er Edvard fra 1899, min mormor Agnes 1901, Ida (der døde som barn), Aage fra 1907, Ida fra 1909, Adolph (der døde ung) 1935, Dina fra 1916, og endelig Otto fra 1919.
Anders fik ialt 19 børnebørn, men har dog ikke set dem alle. Sønnen Edvard udvandrede sammen med en onkel Hans til Amerika som ung (i 1923).
Der findes et par billeder af Anders. Det ene viser familien foran huset i Langebæk o.1908 med kone og 4 børn, også Ida, der døde som lille, samt hans svigerforældre. Det er et højt bygget stråtækt hus, og Anders står i jakke med hat på og holder stolt hesten, der også skulle med på billedet. Det har åbenbart taget tid at tage billedet, for Aage der er på sin mors arm, har bevæget sig og er sløret. En cykel står halvt i skjul bagved hesten. Huset findes endnu, omend stærkt ombygget og renoveret. Det er registreret som været bygget i 1853, og er et bindingsværkshus, omend det var helt hvidkalket på billedet.
Det andet billede siges at være fra ca. 1930. Her har Anders en trøje og udenpå en jakke, og en kasket på. Øjnene er i skygge så man ikke rigtig kan få et indtryk af personen. Han ser ud til at have en cigaret i munden.
Anders var ude for en ulykke da han arbejdede på Langebæk Station. Han blev klemt mellem nogle trækævler, beskadigede ryggen, og blev aldrig helt rask efter dette. Han boede i nærheden af stationen på den nu nedlagte jernbane mellem Vordingborg og Kalvehave. Ved ikke hvornår det skete, men han boede i 1925 på Langebæk Stationsvej, Kalvehave sogn.
Anders Frederiksen døde i 1933, som 62 årig. Han blev begravet i Kalvehave 17. december 1933, og gravstedet blev holdt indtil år 2002 i følge et gravfæstebrev. Hans kone overlevede ham med mange år (hun døde i 1971), og flyttede senere til Københavns området, hvor mange af børnene boede.