Min farmors mor hed Jensine Oline Jensen. Med hende starter vi ude på landet i Nordsjælland, og følger trenden med at flytte til byen, her provinsbyen Hillerød.
Jensine Oline Jensen blev født 1878 i Nejlinge, en landsby udenfor Helsinge i Nordsjælland. Hendes forældre er Gårdmand Lars Peter Jensen og hustru Hansigne Kristine Nielsen. Forældrene blev gift nogle få måneder før Jensine Blev født; de var da begge 20 år gamle. Lidt unge, men ikke usædvanligt. De fik med tiden ialt 9 børn, hvor altså Jensine er den ældste. Den yngste var 24 år yngre.
Der vides ikke så meget om Jensines opvækst. I 1880 bor de på en gård i Helsinge. Foruden 4 tjenestefolk er der også en aftægtskone i huset, Gunnil Jensen på 51 år. Det er altså en gård af en vis størrelse. Senere flytter de til Ramløse, Mårum og Eilstrup i lokalområdet. Da Jensine er 12 år gammel, er forældrene under fattigforsørgelse! Det er sandsynligvis på grund af faderens uheld under brændehugning, som barnebarnet Karen husker han havde haft – derfor havde han et helt hvidt, blindt øje.
Jensines ungdom har jeg ingen viden om. Hun har givet været ude at tjene forskellige steder i området, men bor dog hjemme i 1901, måske for en kort bemærkning. Jensine bliver gift med Karl Aksel Martin Hansen, i 1905 i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød.
De får 4 børn, der alle blev voksne: Werner fra 1906, Aksel fra 1908, min farmor Karen Elisabeth Hansen, født 1909; og Hagny født 1912; alle i Hillerød.
Jensine har givetvis været husmoder resten af livet. Familien boede forskellige steder i Hillerød.
Manden Karl Hansen dør 50 år gammel, i 1926. Han blev begravet i Hillerød. Jensine overlever ham i nogle år , og dør 1934 i en alder af 56 år. Hun er begravet i Hillerød.