Jeg er ikke bekendt med et sæt officielle etiske retningslinier i slægtsforskning, men mener at det vil være en god idé at have velbeskrevne retningslinier, man kan tilslutte sig til (eller lade være). De kunne indeholde disse punkter:
- Redelighed i forskningen. Man skal stræbe mod at søge alle oplysninger, ikke frafiltrere uønskede oplysninger. Man må referere oplysninger man får fra andre, med tydelig angivelse af kilde for oplysninger. Man må åbent og ærligt angive om oplysninger er sikre eller tvivlsomme. Man må tydeligt skelne mellem fakta og gisninger.
- Diskretion. Man bør undgå personfølsomme oplysninger og omtale af nulevende personer, der ikke udtrykkeligt (skriftligt) har tilladt omtale. Man skal undlade stødende, nedgørende og racistisk omtale af personer eller grupper. Man må være særlig omhyggelig og neutral i omtale af særlig følsomme oplysninger – som f.eks. utroskab, psykiske sygdomme, forbrydelser eller selvmord. Oplysninger, der har karakter af “sladder” må – hvis det overhovedet skal refereres – tydeligt refereres som sådan. Samme hensyn bør tages for afdøde personer med nulevende samtidige slægtninge (altså typisk for personer der er døde tidligt).
- Kildekritik. Man må forholde sig kritisk til de oplysninger man får. Hvad det indebærer i praksis, er beskrevet vel af andre i litteraturen. Man må gøre sig klart om oplysningen kommer fra en primær eller en sekundær kilde, om det er omskrevne, bearbejdede eller forkortede oplysninger. Selv originale kilder indeholder fejl, i sjældne tilfælde graverende fejl. En person kan have motiv til at pynte, fortie eller fordreje oplysninger, slet og ret være sjusket, eller være dårlig til at stave. Specielt ved modstridende eller usandsynlige oplysninger er det vigtigt at forholde sig kildekritisk.
- Copyright. Man må respektere andres ophavsrettigheder, og overholde gældende lovgivning på området. Offentlige originale kildeoplysninger kan ikke falde under copyright.
- Biologisk slægt. Slægtsforskning drejer sig om forskning i biologisk slægt. Ens forslægt er alene den biologiske slægt. Man må tydeligt angive kendte adoptioner. Man kan gerne f.eks. belyse en ikke-biologisk oprindelse af et slægtsnavn, blot dette tydeligt er angivet. I mangel af bedre gælder “Pater est” reglen i ægteskaber.
- Søg så vidt muligt altid originale kilder. Det er ikke altid muligt, og i så tilfælde må man angive at det er en sekundær kilde. Vælger man at basere oplysninger på sekundære kilder (f.eks. oplysninger i en database), bør man angive dette.
- I nogle tilfælde må man lave logiske antagelser og ræsonnementer for at kompensere for manglende oplysninger – det er i orden, blot man tydeligt angiver at det er antagelser. Man må søge at minimere sådanne antagelser, og vælge de sikreste antagelser hvor muligt.
- Påskønnelse af andres arbejde. I slægtsforskning får man ofte hjælp og assistance af andre, eller adgang til andres arbejde. Dette kan ofte bringe en videre på afgørende vis i en bestemt gren af slægten. En sådan hjælp bør naturligvis påskønnes, ved reference, kildeangivelse, link eller lignende – ikke nødvendigvis ved navns nævnelse.
- Man bør i rimeligt omfang også kontrollere andres arbejde. Større arbejder foretaget af andre slægtsforskere bør kontrolleres i muligt omfang. Alternativt må man angive at dette ikke er foretaget.
- Slægtsforskning bør som udgangspunkt foregå på et ikke-kommercielt grundlag. Slægtsforskere bør i rimeligt omfang hjælpe hinanden på ikke-kommerciel basis. Afholdte udgifter anser jeg ikke for “kommercielt”. Det er selvfølgelig helt i orden at være (betalt) konsulent indenfor området, blot man tydeligt markerer sin kommercielle interesse.
- Tilgængelighed af oplysninger. En slægtsforsker bør principielt stille sine resultater vederlagsfrit til rådighed for andre slægtsforskere (dog ikke konsulenter). Det tænkes her alene på sikre resultater og alene nøgledata.
- Persondataloven (EUs persondataforordning) giver begrænsninger for, hvilke oplysninger om personer, man må offentliggøre på internettet (i en bred kreds), det vil sige udenfor familien. Som jeg forstår loven, omfatter det nulevende personer, og personer der er døde indenfor de sidste 10 år; og kun personen oplysningerne omfatter (den registrerede) kan gøre indsigelse mod offentliggørelse. Jeg har valgt stort set ikke at offentliggøre oplysninger om nulevende personer (uden deres skriftlige samtykke), og derfor offentliggører jeg ikke efterslægtstavler ført frem til nutiden. Jeg er i besiddelse af oplysninger om en lang række familiemedlemmer; og jeg deler gerne disse indenfor familiens kreds. Jeg ønsker naturligvis at følge persondataloven.
Jeg mener at man burde opsætte et sæt grundlæggende etiske retningslinier og evt. et mere omfattende sæt, som slægtsforskere på frivillig basis kan erklære at følge. Et code-of-conduct om man vil. Jeg bestræber mig på at følge ovennævnte retningslinier.