Gårdmand i Øster Egesborg med mange børn
I det sydsjællandske i min mormors del af slægten finder vi Jacob Jørgensen. Han er en af mine tiptiptip-oldefædre. Han blev født omkring 1767 i Bakkebølle nær Vordingborg. Kirkebogen er gået tabt, men fra lægdsrullen, de militære udskrivningspapirer, kan vi finde hans far som Jørgen Stage – det er en Jørgen Rasmussen, der er gårdmand på Stagegården i Bakkebølle. Han var gift med Maren Rasmussen. Det er lokale landbrugere, der fæstede en gård i en tid hvor stavnsbåndet stadig gjaldt.
Jacobs ungdom og fæste af en gård
Jacob var i sin ungdom ude at tjene som de fleste andre – han tjente i nogle år hos gårdmand Michel Madsen i det nærliggende Sønder Mern. Han har boet i denne landsby mindst 10 år. Lærte vel håndværket i landbruget dér.
Jacob Jørgensen er fra 1801 fundet som gårdmand i Øster Egesborg frem til 1845. Han har fæstet en pæn stor gård under Lilliendahl Gods fra ca 1799 til 1845, og været med til udskiftningen fra landsbyen omkring 1808.
Jacob Jørgen fæstede i 45 år den samme gård
Gården hed Kroggården da den lå inde i Øster Egesborg lige ved siden af præstegården. Man ser enkelte gange Jacob Jørgensen med tilnavnet Krog. Så vidt jeg kan se er det præsten Laurits Holsøe der efter 1821 konsekvent kalder ham Jacob Jørgensen Krog – lidt pudsigt da han flyttede gården ud allerede i 1808. Efter udskiftningen blev den til Bakkegården; som ligger på bakken mellem Øster Egesborg og Tolstrup, syd for ØE landsby.
Gårdens historie kan ses her: http://darlington.dk/page84.html , og adressen er i dag Vallebovej 8, 4735 Mern. Jorden var på 50280 kvadratalen (19.600 kvadratmeter) i følge matrikelkortet fra 1807, hvor Jacob Jørgensens navn er sat på.
Tænk at have sit navn på matrikelkortet – her er matrikel no. 5 for Øster Egesborg på et kort fra 1807 – det er tydeligvis Jacob Jørgensens jord.
Jacob’s voksenliv med mange børn
Da han er i starten af 30’erne bliver han gift med den lokale Johanne Olsdatter, fra Hulemose Mølle hvor hendes forældre stadig boede, og hun tjente selv ved godset Liliendahl. Hun var 7 år yngre end sin mand, og de blev gift i 1799 i Øster Egesborg kirke.
Nå, Jacob og Johanne fik i hvert fald 5 børn i perioden 1800 til 1810, og alle blev konfirmeret også. Årene går indtil Johanne dør i 1822, kun 45 år gammel. De havde da været gift i 23 år.
Øster Egesborg kirke – her i nærheden lå Kroggården før udskiftningen i 1808
Jacob’s andet liv – midaldrende med en ung kone
Indtil da et helt normalt livsforløb for Jacob, godt i vej med en gård og 5 børn, og midt i 50’erne. Gården skulle passes, så det var ikke usædvanligt at blive gift igen – også ret hurtigt. Bare 3½ måned efter begravelsen bliver Jacob viet til Kirsten Sørensdatter, der var stort set på alder med hans første søn…. Og 30 år yngre end han selv var.
Livet går videre, og de må have haft det fint sammen – de fik 6 børn i løbet af 10 år. Børnene måske lidt mere skravlede – de bliver hjemmedøbt, og to af dem går til…. Omkring kobberbryllupstiden dør hans anden kone, i 1835.
Jacob var landmand – det har betydet en masse hårdt fysisk arbejde
Jacob’s ældre dage
Gården skulle passes, så allerede 2 måneder efter bliver Jacob Jørgensen gift for tredje gang, nu med Maren Nielsdatter. Han er vel 67 og hun er bare 22 år – noget af en aldersforskel! Selv dengang vil jeg mene! Hvad kan få en 22-årig pige til at gifte sig med en så gammel mand? Måske udsigten til snart at være gårdmandsenke og kunne vælge en mand på hendes egen alder? I så fald havde hun forregnet sig lidt – Jacob er stadig livskraftig, og over de næste 10 år bliver det til 3 børn mere – den sidste født i 1845 efter Jacob’s død! Skulle man undre sig over hvor gammel en fader kan være, må vi blot nævne ”Pater est” reglen – ægtemanden er altid faderen i et ægteskab. Ingen tvivl og ingen diskussion!
Familien findes i Øster Egesborg i FT1840, hvor der som indsidder bor en Lars Sørensen og hustru Inger Kirstine Jacobsdatter født o. 1809 – det er nok hans datter. Inger bærer Anders Johansen (min tipoldefar) ved dåben i 1836, og Maren Nielsdatter er med. Jacob og Maren findes med de fem yngste børn i 1845 sammesteds.
Jacob Jørgensen døde kort efter FT1845, den 27.marts 1845, af alderdom, 76 år gammel. Han blev begravet 2.april 1845 i Øster Egesborg sogn. Skiftet blev behandlet af Liliendahl skifteret. Jeg kan tælle sammen at han fik 14 børn, og de 12 levede til konfirmationsalderen (og sikkert længe efter også).
Og livet går videre….
Og hvad skete med hans enke Maren Nielsdatter ? Jo, gården skulle jo passes, så hun bliver gift få måneder efter, i oktober 1845 med den jævnaldrende Peder Christensen, der fæster gården og fører den videre til sin død 1861. Maren bliver siddende som arvefæster indtil 1883, hvor hendes søn Kristen overtager gården.
Bearfields / okt.2017